Målsætning


Asylets valgsprog er også den pædagogiske målsætning.

"TANTERNES DOVENSKAB - BØRNENES STYRKE"

For at få ansvarlige børn, må vi give dem ansvar.

  • Vi vil give børnene en tro på at de kan selv - selvtillid.
    • For at børn skal udvikle selvtillid, må vi have tillid til dem.
  • Vi vil give dem oplevelsen af, at de er noget værd - selvværd.
    • For at børn skal udvikle selvværd, må vi værdsætte dem.
  • Vi vil gerne have, at de er glade for sig selv - selvglæde
    • For at børn skal blive glade for sig selv, må vi vise dem, vi er glade for dem.
  • Vi vil lære dem at respektere hinanden - fællesskab og respekt
    • For at børn skal lære at respektere andre, må vi vise dem respekt.
  • Vi opfatter det som vores opgave at tilrettelægge de fysiske rammer og muligheder i Asylet sådan, at vi kan udføre den dobbelte opgave, det er, på den ene side, at passe godt på de børn, vi har fået i vores varetægt - og på den anden side udfordre dem, så de udvikler sig alsidigt. Vi vil give børnene plads til at gøre sig deres egne erfaringer.

      Asyl betyder et fredhelligt sted - et sted, hvor man kan få lov til at være i fred.

Tanternes dovenskab - Børnenes styrke
Med tanternes dovenskab - børnenes styrke, vil vi sige, at vi ikke opfatter det, som vores opgave, at være serviceorganer for børnene. Selvfølgelig vil vi gerne hjælpe børn med at binde sløjfer, tørre dem efter wc-besøg og minde dem om at vaske hænder, indtil de har lært at gøre det selv. Men vi vil bruge megen energi på at lære dem at gøre det selv, så vi hurtigt kan komme videre med sjove opgaver. Her kan vi igen lære børnene færdigheder, som de kan komme til at mestre selv.

At kunne klare sig selv giver selvværdsfølelse. At kunne tage vare på sig selv betyder blandt andet, at man ikke er afhængig af at en voksen står på spring for at hjælpe - at man kan klare små dagligdags opgaver selv. At det er vigtigt, kan man tydeligt se på et lille barn den dag, han storstrålende kommer og siger: "Se, jeg har lynet jakken selv!" Man udvikler sig, når man selv gør noget, når man selv er virksom. Hellere lave selvmål end slet ingen mål. Her skal være plads til at lave fejltagelser og lære af dem.
​
Læringsmiljø
Vi undres, opdager og glæder os sammen. Det at lære er en vigtig virksomhed for børnene. Vi understøtter lærelysten og nysgerrigheden. Bla. ved gå på opdagelse, undres sammen med børnene, glædes og opdage nye ting. Vi bliver kloge sammen, og børnene udfordres og får ny viden.

At være sammen med mennesker, der er levende, engagerede og glade for det de gør, virker smittende. Derfor er det godt at have personale der brænder for noget. Børnene bliver på den måde interesseret i at: synge og spille, arbejde i værkstedet, løbe, spille spil, spille bold og lege og danse i salen, gå på opdagelse i naturen, tage på cykelture i skoven, høre historier, sy flotte ting osv. osv.

Vi ser bla. Læring som noget barnet skaber i samarbejde med den voksne. Det er vigtigt barnet høres, anerkendes og har medbestemmelse. Derfor er relationen mellem børn og voksne også omdrejningspunktet for læring. Den voksne spiller en aktiv rolle for børnenes læring. Gennem den voksne præsenteres børnene for forståelser og begreber, der hører fremtiden til, og som børnene vil have svært ved at tilegne sig i udviklings og lege fællesskaber i børnegruppen.
I læringsperspektivet har den voksne til opgave at udfordre barnets forestillinger, ved at inddrage et indhold der styrker det enkelte barns personlige trivsel, udvikling, læring og faglig viden.

Vi bruger meget skoven som vores undringskasse. Men det er vigtigt for os at huske på, at børnene ikke automatisk lærer ved at være i naturen. Måske får de øje på noget der vækker deres nysgerrighed, men selvom det sker, kan børnene komme til et punkt, hvor de ikke kan komme videre i deres egen undersøgelse. Så skal den voksne træde til med sin faglige viden, og bidrage så barnets viden forstyrres, udvikles og fornyes. Dette skal gøres på en måde, så der sættes yderligere skub i barnets nysgerrighed og lyst til at undersøge, således at barnet får de rigtige faglige navne på ting og beskriver fænomener fagligt korrekt. At være sammen med mennesker, der er levende, engagerede og glade for det de gør, virker smittende. Derfor er det godt at have personale der brænder for noget. Børnene bliver på den måde interesseret i at: synge, arbejde med sceince, løbe, spille spil, spille bold og lege og danse i salen, tage på tur, gå på opdagelse i naturen, tage på cykelture i skoven, høre historier, arbejde med spændende  projekter osv. osv. Vi arbejder både inde og ude med hele tiden at have en bevidst holdning til hvordan vores læringsmiljø er forankret i den aktuelle børnegruppes behov. Vi forandrer løbende rummene og deres brug, fordi det hele tiden er børnenes behov der er omdrejningspunkt.Når vi kigger på læringsmiljøerne bruger vi som udgangspunkt vores børneperspektiv til at kigge på rummet med. Vi har tre elementer der tages udgangspunkt i.
  • At se på børnene udefra(generel tilgang)
  • At se fra børnene(børnenes intentioner og oplevelser)
  • At se med børnene"tilstræbt indefra"(sætte sig i barnets sted)

Legen
Vi har husket tilbage til vores egen barndom og tænkt på, hvad vi selv kunne lide. Meget af det skægge, vi husker, foregik, når der ikke var voksne til stede. Noget af det var lidt farligt og forbudt. Det er der, hvor man overvinder sig selv, skubber til grænserne, eksperimenterer med sig selv og hinanden. Børn skal have ret til deres hemmelige liv. Vi forsøger ikke at overvåge og kontrollere børnene konstant. Derfor er det vigtigt, at vi kender vores lus på travet. Ny forskning viser at det er meget vigtigt for børns alsidige udvikling at de lærer at beherske sig selv(selvkontrol) både fysisk og psykisk, herunder også at prøve ting der for et barn kan opleves som ”farligt” feks.  at springe ned i sandet ”højt” oppe fra legestativet, eller at kravle op i et træ. Mange voksne kan sikkert godt huske det sug det giver i maven når man er kommet op i træet og kigger ned. Vi tager ikke den oplevelse fra børnene. Det svare til, at vi stjæler myelin fra deres hjerne.  

Indendøre forsøger vi at give plads til både riddere og prinsesser, far, mor og børn, og røvere og soldater. Prinsesserne skal have ret til at spejle sig i hinanden (og lave finkeri). Under borde, i dukkekrogen, på sofaen og andre steder, som børnene erobrer, opstår der sprudlende fantasiverdener og mange søde hemmeligheder.
​
Hvad er leg godt for?
Den vigtigste form for virksomhed i småbørnsalderen er legen. Gennem legen lærer barnet verden at kende. Hvad de ser og oplever, lærer de at forstå, ved at gentage det gennem legen. Voksne tænker og taler sig igennem oplevelser, børn leger. Gennem legen lærer barnet nogle regler for, hvordan man kan være sammen med andre. Barnet lærer at håndtere nogle forskellige ting og redskaber, at lave aftaler og at organisere, at samarbejde. Fantasien og sproget udvikles.

Vi lader børnene lege meget i Asylet og mener, at børnene selv skal bestemme i legen. De skal selv bestemme, hvad de skal lege, og med hvem, de skal lege, og hvor legen skal foregå (i det omfang, det er muligt og rimeligt).
Det er tanternes opgave at finde en god balance mellem leg og aktiviteter.Tanterne skal sørge for at skabe plads og tid og rum til børnenes lege. Tanterne skal også sørge for, at der er næring til legen og stimulering i læringsrummene. At der f.eks. er cykler, tæpper til huler, papir til cirkusbilletter osv.
Vi fortæller historier, digter, sammen med børnene, ser film sammen og læser bøger, der sætter fantasien i gang. Vi tager på ture ud i verden og deler oplevelser med børnene, som giver stof til gode lege og læring.Vi lærer også børnene lege - regellege - sanglege og vi leger også med i deres lege.

Det er vigtigt, at man er glad for sig selv, og er i stand til at få gode ideer, som man kan, udveksle med hinanden og lege sammen om.At man kan mærke, hvad man gerne vil, og hvad man ikke vil, at man er tryg nok til at turde sige ja til noget, eller nej til noget man ikke bryder sig om. Derfor synes vi, det er i orden, at børnene ind i mellem selv bestemmer, hvem de vil lege med.Det vil sige, at vi accepterer, at man siger nej til et barn, som vil med i ens leg. Tanterne kan godt vurderer at to børns leg ikke skal forstyrres af et tredie barn som vil være med i legen.Til gengæld opfatter vi det som vores opgave at hjælpe det afviste barn, enten ved at forslå en mulig rolle i legen, eller hjælpe med at komme i gang med en anden leg. Vi respekterer således børnenes ret til at vælge , hvem de vil lege med.
Måske kommer man til at tænke på vores motto: Tanternes dovenskab - børnenes styrke, og får det galt i halsen, hvis man ser to tanter optaget af at tale sammen, mens børnene leger. Men det at kunne lege selv, er en nødvendig og nyttig evne, som der skal gives plads til.
Ind i mellem opstår der konflikter børnene imellem, som de har svært ved at løse selv. I de situationer er det vigtigt, at tanterne giver sig tid til at iagttage og lytte til alle parter, når de skal fungerer som mæglere, for noget af det værste børne ved, er at blive misforstået og føle sig uretfærdigt behandlet.

Børns leg er adfærdsregulerende
Børn stræber efter at blive accepteret af de andre børn. Det er en af de måder, hvorpå børn lærer de sociale spilleregler. Ved at se, hvordan andre opfører sig, og efterligne den adfærd, som gælder her. Derfor er det vigtigt at have en stærk  positiv, åben og imødekommende kultur blandt børn og voksne. Somme tider opfører et barn sig helt urimeligt. Selvfølgelig kan de voksne gribe ind og vise barnet til rette, men det hjælper mange gange bedre, hvis de andre børn giver udtryk for, at det her er en fjollet måde, at opføre sig på. Vi kan også finde på, kærligt at drille barnet og udtrykke, at vi ikke forstår den urimelige opførsel.

Eksempel: Et par små drenge leger i dukkekrogen. En meget frembrusende pige kommer masende ind og vil være med. De siger: "Gå din vej, du er dum!" Hun bliver sur og løber ind til en voksen og siger: "De siger, jeg er dum". Den voksne spørger: "Er du dum?" Hun siger: "Nej" og løber tilbage til drengene og siger: "Jeg har sagt det til en voksen og hun siger, jeg ikke er dum og at jeg godt må være med". Drengene holder stand og siger: "Nej, du er dum". Hun bliver rasende og de fortsætter med at råbe. Drengene begynder at grine ad hende og jo mere rasende, hun bliver, jo mere griner de ad hende og "driller" hende. Efter et stykke tid opgiver hun spillet, griner med og løber lidt op ad gangen. De råber til hende: "Du må godt være med nu".

Børn indretter sig efter hinanden fordi de gerne vil accepteres, og høre til i et fællesskab.Vi voksne, både forældrene og tanterne i Asylet har en meget vigtig opgave i, at sikre at kulturen blandt børnene er positiv, anerkendende og inkluderende. Vi voksne er alle rollemodeller for børnenes omgangsform.  Vi skal være det ultimative gode billede at have en god tone, og omtale andre børn, forældre og tanterne i Asylet på en ordentlig og respektfuld måde. Husk at måden vi taler om og med hinanden er afgørende for den måde vi opfatter hinanden som mennesker på. 

De vilde lege
Vi vil gerne give plads til børnenes vilde lege. Selv om det virker voldsomt og ukontrolleret, når børn leger vildt og råber højt, er risikoen for at blive tromlet ned af de andre børn ikke stor. Mange voksne reagerer prompte ved at kalde til ro og orden. Men stopper man op og iagttager, hvad der sker, opdager man oftest at tilsyneladende kaos er velorganiserede lege med skrappe regler.

De fleste børn er dygtige til at styre sig under disse lege, ellers lærer de det. Børnene er klar over, at legens "farlighed" kræver selvkontrol. Kan et barn ikke klare disse krav om at styre sig, kan de blive de udelukket fra legen af de andre børn. Så hjælper vi barnet til at forstå og acceptere reglerne eller udfordringerne i legen, indtil det har lært det. (Adfærdsregulerende leg).

Det samme gælder under enhver form for boldspil.  Det er vigtigt, at barnet lærer at mærke efter, inden i sig selv, hvad der er rigtigt og forkert, således at de lærer sig selv og egne reaktioner at kende.
At vi giver børnene frihed under ansvar og lader dem lege i fred gør, at de bliver ansvarlige og omsorgsfulde overfor hinanden. Hvis et barn alligevel kommer til skade og græder på legepladsen, prøver de andre børn først at trøste, og hvis det ikke er nok, henter de en voksen. Vi gør det til en nødvendighed at være ansvarlig.

En voksen spørger: "Hvorfor skal I altid lege krig?"
En dreng svarer: "Jeg ved godt at fred er det bedste, men det er så kedeligt at lege."

Her har vi fyret gårdvagten.
Her findes ingen opsynsmænd/kvinder eller gårdvagter. Vi tager ansvaret fra børnene, hvis vi overvåger dem konstant. Fordi voksne ofte har glemt, hvad det er, der er spændende og vigtigt at øve sig på.  Når de voksne er ude, er det for at lege, vejlede børn, foretage observationer, rydde op eller foretage sig noget andet konstruktivt og nyttigt, ikke for at føre opsyn. Vi kender vores lus på travet. Nye børn, som vi endnu ikke kender så godt, har vi selvfølgelig et ekstra øje på. Hvis svømmebassinet er åbent, og når vi har bål i gang, er der altid en voksen til stede.
I Asylet er vi heldige. Omgivelserne indbyder til undersøgelse og klatring, hulebyggeri og gymnasstiske udfoldelser. Boldbanen giver plads til organiserede og uorganiserede boldspil og lege. Vi har selv bidraget med en legeplads, der giver mulighed for udfordringer for både store og små. Resultatet er behændige børn, og motorisk behændige børn kommer sjældent til skade.
​Der er selvfølgelig særlige forhold for vuggestuebørnene. De er altid under opsyn og har et særligt legeområde, hvor de sammen med de voksne kan trække sig tilbage. Vuggestuebørnene udfordres selvfølgelig også af de fysiske rammer der er i Asylet. De er således meget behændige og vant til at gå lange ture i skoven og bruge de udfoldelsesmuligheder der er der.

Asylets fysiske rammer dækker et stort område, der byder på mange dejlige udfordringer og stille legesteder, og der er rigtig mange muligheder.  
Nogle forældre taber pusten, når de kommer til Asylet første gang med deres  barn og ser vores høje klatrestativ og lågen, som ikke er låst, og alle de store børn, der leger voldsomt på legepladsen. De tænker: "Mit barn falder ned, bliver tromlet omkuld eller går sin vej."

NEJ! kan vi så berolige dem med. Det gør de ikke. Børnene  klatrer dertil, hvor de kan magte det (alene trinenes afstand gør, at det er nødvendigt med en vis fysisk styrke og dygtighed). De træner og træner forsigtigt, indtil de er helt sikre og tør. Når de er kommet helt op, skal de først vænne sig til højden, før de bevæger sig ud på hængebroen, som indtages gradvis. Det samme gælder for den høje boldgynge, som man trinvis drister sig til at tage fra et højere og højere trin.
Børnene løber ikke deres vej, fordi lågen står åben. En ikke så skarpt markeret grænse appellerer til børnenes ansvarlighed. Høje hegn og låste døre signalerer derimod mistillid og skaber trang til at overskride grænser. Desuden er børnene dygtige til at være rollemodeller overfor nye børn. ”Gamle” børn lærer nye børn, hvordan man agerer i Asylet.
Ole Lund Kirkegård beskriver denne mekanisme godt i bogen Albert, hvor den gale skomager fortæller en lastvognschauffør, hvad han skal bruge et læs brædder til:
"Det skal være til et kæmpestort plankeværk hele vejen rundt om mit hus, et plankeværk, der kan holde drenge borte fra mine høns og mine radiser. Ha! råbte manden. Om du så bygger et plankeværk, der nåede helt op over skyerne, ville drengene alligevel kunne komme ind i din have. Jeg kender drenge, for jeg har selv været dreng engang. Føj! råbte skomageren. "Det synes jeg nok, at jeg kunne se på dig."

Riddere og prinsesser
Også indendørs forsøger vi at give plads til både riddere og prinsesser, far mor og børn, og røvere og soldater. Prinsesser og prinser skal have ret til at spejle sig i hinanden(og lave finkeri og kissemisse) og røverne og superheltene skal have lov at spejle sig i hinanden (brydes og prøve kræfter)