Planer

Forbedringsmodel den styrkede pædagogiske læreplan juni 2019 | |
File Size: | 239 kb |
File Type: |
Pædagogiske læreplaner
Den alsidige personlige udvikling
Vi ved at:
Den personlige kompetence udvikles, når barnet har det godt, er værdsat og føler sig tryg, og rammerne er en rar atmosfære, hvor barnet udfordres og der stilles krav, der kan honoreres, hvor man kan afprøve sin kunnen og opleve at det lykkes/eller ikke lykkes (man lærer jo også af sine fejltagelser)
Derfor:
Giver vi mulighed for personlig udfoldelse, at prøve sig af i daglige gøremål - tage tøj af/ på - håndtere knive, kander, sakse og pensler - lege- fortælle - sige til og fra. Derfor understøtter vi børnenes sociale samspil med sigte på at børnene kender og kan lide sig selv, og at de kan mestre de udfordringer de møder i deres omverden.
Sociale kompetencer
Vi ved at:
Man lærer ved at være sammen med andre, se hvad andre gør og tilegne sig spilleregler, give udtryk for sin egen mening, forhandle og give rum og plads, forstå og respektere andre. Det kræver rummelighed at kunne sætte sig i andres sted.
Derfor:
Derfor giver vi rum og plads til masser af leg, hvor man lærer at forhandle og løse konflikter. Vi skaber stemningen og normerne for samværet når vi f.eks. holder børnemøde, spiser frokost, leger sanglege, bygger togbane og spiller forskellige spil.
Sprog
Vi ved at:
At sproget har mange former: Talesprog - kropssprog - tegnsprog og det indgår i enhver form for kommunikation, når vi spiser, når vi fortæller/læser historie og når vi leger.
Derfor:
leger vi med sproget når vi pjatter, laver rim og remser, snakker bagvendt, synger, diskuterer, fortæller, læser historie, spørger, bruger ironi (humor) forklarer begreber, samarbejder alle mulige steder f.eks. i garderoben, på ture, når vi spiser og når vi leger. Vi vil i hverdagen specielt støtte de børn, som har sproglige problemer. Det vil vi gøre i samarbejde med den tilknyttede talepædagog.
Krop og bevægelse
Vi ved at:
Krop og bevægelse er grundlaget for fysisk og psykisk sundhed. Barnet lærer verden at kende ved at bruge sin krop og sine sanser. Vi ved også at sprog og bevægelse hænger sammen.
Derfor:
Har vi "højt" til loftet. Vi giver plads til fysisk udfoldelse når vi: tager tøj på, skænker vand, skærer frugt, tegner, klipper, maler danser, leger fange, klatrer i træer, graver huller, laver rytmik, cykler, spiller bold, tager i svømmehal og når vi tumler og slås. Børnene skal lære deres fysiske grænser at kende, og gennem øvelse og leg udvide deres formåen.
Naturen og naturfænomener
Vi ved at:
Naturen og naturfænomener har stor betydning for barndommen - elementerne - oplevelse af liv og død- forståelse af verden / naturen.
Derfor:
Leger vi med vand, laver bål, laver mudder, går ud i regn og blæst, sol og slud, bruger sneen, går i skoven og ser på levende og døde dyr, dyrespor og lort, ser på væltede træer og finder bær og svampe og samler visne blade. Vi laver spireforsøg, undres sammen og eksperimenterer. Vi ser på oversvømmelser og solformørkelser Vi samler affald og snakker om at passe på naturen.
Kulturelle udtryksformer og værdier
Vi ved at:
De kulturelle udtryksformer og værdier er vigtige for dannelsen af vores egen identitet og forståelse af hvad/hvor vi kommer fra og verden omkring os.
Derfor:
Derfor formidler vi vores værdier, når vi videregiver vores traditioner: Fejrer og forbereder højtiderne, overleverer sanglege, læser historier, synger, går i teatret, hører musik, når vi holder børnemøder og når vi selv forbereder og holder sommerfester. Også i vores samarbejde med kirken og foreningerne i byen videregiver vi traditioner og værdier.
Den opmærksomme læser af vores virksomhedsplan, dagligdagen, årsplanen og evalueringen, vil kunne se, at vi altid har været rundt om fokuspunkterne i dagligdagen og i projekter.
Hvorfor så lave læreplaner? Selvfølgelig fordi det er vedtaget ved lov. Men når vi alligevel tager det som en udfordring, er det fordidet skærper vores faglighed. Læringsplaner er et internt styringsredskab, som betyder at vi løbende skal beskrive og være opmærksomme på de forskellige fokusfelter, for at sikre børnenes alsidige udvikling. Det som hidtil har været selvfølgelige indforståetheder skal der nu sættes ord på.
Der findes læring i enhver aktivitet og leg.
Det skal bemærkes at der ikke er afsat ekstra ressourcer til denne opgave.
Formål med ture
Vi tager ud og ser på livet, får oplevelser og lærer at gebærde os i anderledes omgivelser end de vante, får viden og inspiration til nye lege.
Udflugterne kan gå til strand, museum, i biografen, til en spændende teaterforestilling og hvad, vi ellers får af gode ideer. Vi bruger vores årskort til HT og DSB, og tager i Zoologisk Have, som vi også har årskort til.